Global Transport and Logistics
Vælg land

Vælg land

MyDSV

Nye Shippingnetværk 2025

De nye shippingnetværk fra februar 2025 er blevet annonceret sammen med nye alliancer og rederisamarbejder. Overordnet set fører det til lidt flere ugentlige services, end tilfældet er i dag, og det ser ud til, at afskibere har et bredere udvalg af services at vælge imellem.

Den nye alliance, som blev annonceret, er Premier Alliance. I realiteten har THE Alliance fået et nyt navn og består nu af ONE, HMM og Yang Ming, efter Hapag-Lloyd har forladt den til fordel for Gemini alliancen med Maersk.

MSC har klart meldt ud, at de vil operere uafhængigt af alliancer. Men som forventet betyder det ikke, at de vil afholde sig fra mere uforpligtende samarbejder med andre rederier. På ruten fra Asien til Europa har de indgået et samarbejde med Premier Alliance om at bytte plads på nogle af hinandens skibe – et såkaldt slot swap. Dette vil være tilfældet på 9 services. Derudover opererer MSC 4 yderligere services for sig selv fra Asien til Europa, alt imens Premier Alliance har 1 service, som de ikke deler med MSC

Der er yderligere nuancer, når man ser på detaljen i netværket. Premier Alliance opererer deres FP1-service direkte fra Japan til Europa, og de deler ikke denne med MSC. Ydermere har Premier Alliance deres FN2-service, som MSC kalder Griffin. Denne service forbinder også Japan direkte med Europa, men MSC har ikke slots ombord fra havnene i Japan, kun fra Kina. Det vil sige, Premier Alliance har beholdt en unik feature for sig selv på trods af samarbejdet.

Krydser nye farvande via specifikke ruter og partnerskaber

På samme vis kan man kigge på den service, som MSC kalder Swan, og som Premier Alliance kalder FE6. Den forbinder Asien med Nord Europa med direkte kald til både Århus og Gøteborg. Dog er det kun MSC, som har slots på disse kald i Skandinavien, og ikke Premier Alliance, på trods af samarbejdet.

MSC og Zim har indgået et samarbejde om fælles sejlads mellem Asien og den amerikanske østkyst med 6 services. Men fra Asien til den amerikanske vestkyst opererer de hver deres netværk uden at dele pladser.

MSC har annonceret to forskellige versioner af deres netværk: en version, hvis det er nødvendigt at sejle rundt om Afrika, og en anden version, hvis Suez-ruten igen bliver mulig. Suez-ruten frigiver mere skibskapacitet, hvilket fører til et netværk med flere direkte havneanløb.

Maersk og Hapag-Lloyd har også udgivet deres 2025-netværk i Gemini alliancen. Det oprindelige netværk, som de offentliggjorde tidligere i 2024, er blevet let modificeret og afhænger af, at Suez-ruten er åben. De to rederier har også fremlagt et alternativt netværk, hvis man skal rundt om Afrika i februar 2025.

Gemini Alliancen holder fast i deres koncept med færre direkte havneanløb kombineret med regionale shuttle services gennem terminaler, som de selv kontrollerer. Deres Afrika-baserede netværk har to færre services end gennem Suez. De siger selv, at det er for at have tilstrækkelig med buffer i netværket rundt om Afrika, så de kan leve op til målet om 90% rettidighed.

Man kan også se, at netværket, som Maersk har fremlagt, benytter 40 skibe mere, hvis man skal sejle rundt om Afrika, i forhold til netværket gennem Suez. Det er en god indikation af, hvor meget kapacitet krisen i Det Røde Hav absorberer i markedet.

Fremtidens strategier udfordrer og åbner muligheder

Ocean Alliance fortsætter i uændret form, og de har for nuværende ikke offentliggjort et netværk for 2025. Hvis man antager, at de ikke ændrer det nuværende netværk, fører det til en situation, hvor man vil se antallet af services i markedet bliver øget. Fra Asien til Europa vil der være 2-3 yderligere ugentlige services afhængig af status på krisen i Det Røde Hav, og det samme vil være tilfældet mellem Asien og Nordamerika.

Alt i alt betyder det, at de nye netværk medfører en større grad af variation af de servicekoncepter, rederierne opererer, og ydermere, at antallet af services øges. Det indikerer en øget grad af konkurrence fra 2025.

English version

Læs mere om vores søfragtsservices 

Har du spørgsmål?

Vores eksperter sidder klar til at hjælpe!

Kontakt os
Få et tilbud