Global Transport and Logistics
Vælg land

Vælg land

MyDSV

Skærpede krav til dokumentation ved import fortoldning

For at imødekomme de skærpede krav fra Toldstyrelsen og den stigende opmærksomhed fra EU, har DSV udarbejdet følgende oversigt med henblik på at sikre korrekt toldangivelse på vegne af dit selskab.

customs clearance

Det er vigtigt, at DSV modtager alle nødvendige oplysninger for at kunne udføre toldangivelsen korrekt. Det er dig som vareimportør, der bærer ansvaret over for toldmyndighederne for, at arbejdet udføres i overensstemmelse med gældende regler.

Herunder har vi beskrevet de elementer, der indgår i en god og korrekt toldangivelse og hvor du som kunde har et særligt ansvar.

  • Handelsfaktura

    En handelsfaktura skal indeholde oplysninger om afsender, modtager samt en detaljeret beskrivelse af de varer, der er blevet handlet. Værdien af samtlige varer skal angives tydeligt på fakturaen ligesom der skal anføres en tarifkode ud for hver vare. 

  • Proformafaktura

    Som hovedregel kræves det, at der altid vedlægges en handelsfaktura til forsendelsen. Proforma fakturaer accepteres normalt ikke som bilag til en toldangivelse, medmindre der er tale om returnerede varer.

  • Tarifkoder

    Alle varer skal ved indfortoldning angives med en 10-cifret tarifkode, der er gældende ved import ind i EU. Som vareimportør er det dit ansvar at sikre, at der anvendes korrekt tarifkode i toldangivelsen overfor toldmyndighederne. Det er derfor vigtigt, at du aktivt tager stilling til den korrekte tarifering af dine varer og informerer DSV om dette. Tarifkoden kan enten specificeres på handelsfakturaen eller ved instruktion for hver enkelt forsendelse.

    Toldstyrelsen har beføjelse til at efteropkræve manglende told i 3 år, og i mange tilfælde op til 5 år, hvis der konstateres fejl i toldangivelserne. Det kan påføre vareimportører betydelige ekstraudgifter, hvis der er anvendt en forkert tarifkode. Korrekt tarifering er derfor ikke blot vigtig i forhold til at overholde toldlovgivningen, men er også afgørende for at undgå fremtidige potentielle efteropkrævninger fra myndighederne.

    DSV tilbyder gerne vejledende assistance med tarifering. Hvis du vil være sikker på, at dine varer får en korrekt tarifering, som også forpligter toldmyndighederne, så kan du overveje at ansøge om en Bindende Tariferingsafgørelse (BTO). Det giver dig klarhed og sikkerhed vedrørende dine toldforpligtelser og du undgår eventuelle tvivlsspørgsmål med toldmyndighederne. DSV assisterer gerne med BTO-ansøgninger. 

    Du kan kontakte DSV’s toldteam på customs.import@dk.dsv.com  for at få tilbud om vejledende tarifering eller BTO-ansøgning.

  • Omkostninger afholdt af importør

    Hvis du som importør påtager dig omkostninger i forbindelse med forsendelsen, såsom transportforsikring, emballering og fragt, som ikke afregnes via DSV, er det vigtigt at informere DSV om dette. Dette skyldes, at disse omkostninger muligvis skal tillægges toldværdien og dermed skal indgå i toldberegningen.

  • Særlige procedurer
    Skal der anvendes særlige toldprocedurer, certifikater, licenser eller importtilladelser, skal DSV have særskilt information om dette forud for toldarbejdet. Det samme gør sig gældende hvis varerne er omfattet af punktafgifter eller der er andre særlige hensyn. Hvis DSV ikke er informeret om særlige procedurer, certifikater, mv. antages det, at det ikke er aktuelt på den aktuelle sending.

  • Toldfuldmagt
    For at kunne handle som direkte repræsentant og dermed lave toldarbejde for dit selskab, har DSV behov for at have en toldfuldmagt. Fuldmagten skal modtages inden toldarbejdet kan igangsættes. Fuldmagtskabelonen kan rekvireres ved henvendelse til din daglige DSV kontaktperson, eller ved forespørgsel direkte til DK.SHA.Fuldmagt@dk.dsv.com.

  • Ansvar
    Overfor toldmyndighederne, ligger ansvaret for korrekt indhold i din toldangivelse hos dig som importør. Det er derfor vigtigt, at du deler alle relevante oplysninger med DSV forud for toldarbejdet. Husk derfor også at kontrollere, at toldangivelsen er udført korrekt når du modtager en kopi af toldangivelsen. En kopi af angivelsen vil altid blive sendt til dig på mail.


  • Har du behov for professionel rådgivning om toldregler?

    DSV's toldafdeling står klar til at guide dig gennem de komplekse toldprocedurer, der gælder for dine forsendelser, uanset om det drejer sig om import eller eksport. Vores ekspertise dækker en bred vifte af toldopgaver, herunder import- og eksporttoldangivelser, vejledende tarifering, ansøgninger om toldbevillinger samt gennemgang af diverse dokumenter og forslag til told-setup. 

    Vi kan hjælpe dig gennem hele processen og sikre en tryg, enkel og effektiv toldløsning.

    Du kan kontakte os / booke tid til toldrådgivning ved at kontakte os på: customs.import@dk.dsv.com

FAQ – ofte stillede spørgsmål

Fremover vil DSV i stigende grad bede dig deltage i tariferingen af dine varer som følge af Toldstyrelsens øgede fokus på netop dette område. Det er dit ansvar som importør at have kendskab til dine varer og deres korrekte tarifering, hvilket er grunden til, at DSV gradvist vil mindske den direkte involvering i denne proces. Ud over dit ansvar for at angive de korrekte tarifkoder, har korrekt tarifering også en positiv indvirkning på en mere effektiv og smidig toldkontrol, nøjagtig beregning af toldsatser samt reduceret risiko for efteropkrævninger fra Toldstyrelsen.
Som importør er det dit ansvar at sikre, at de rigtige tarifkoder bruges i toldangivelserne. Dette gælder selvom din afsender eller leverandør har opgivet tarifkoden på handelsfakturaen, eller hvis DSV har bistået med en vejledende tarifering. Du kan se den anvendte tarifkode i din toldangivelse ved at kontrollere rubrik 33 (import). Vi anbefaler, at du kontrollerer, om den korrekte tarifkode er blevet anvendt, og kontakter os straks på customs.import@dk.dsv.com, hvis du mener, der er anvendt en forkert tarifkode.
Leverandøren har typisk et godt produktkendskab til varen og det kan derfor være fornuftigt at tage udgangspunkt i leverandørens tarifkoder. Dog skal det bemærkes, at de første 6 cifre i tarifkoden er internationale, hvilket betyder, at der kan være forskel på den 10-cifrede tarifkode for en vare uden for EU sammenlignet med inden for EU. Derfor er det vigtigt, at du som vareimportør validerer tarifkoderne og informerer DSV, hvis tarifkoden på fakturaen ikke stemmer overens med den korrekte tarifkode, der skal anvendes ved fortoldning ind i EU. Husk, at det er dit ansvar som importør, at de korrekte tarifkoder anvendes, selvom leverandøren har indikeret tarifkoderne i handelsfakturaen. 
Kontakt customs.import@dk.dsv.com hurtigst muligt og beskriv tydeligt hvad der skal ændres. Husk at angive toldreference-nummeret på sagen. Dette vil hjælpe os med at rette fejlen så hurtigt som muligt.
Du kan nemt uploade alle dine dokumenter på www.myDSV.com , så snart din forsendelse er booket. Er du i tvivl om, hvordan du logger på myDSV, er du altid velkommen til at kontakte din lokale DSV-kontaktperson. 
For søfragt anbefaler vi at dokumenterne fremsendes så tidligt som muligt - helst 3 uger før ankomst til EU-havn, dog senest 12 dage før ankomst.
For luftfragt bør dokumenterne sendes hurtigst muligt.
 
Kontakt din DSV-kontaktperson. De kan oprette dig, så du fremover modtager alle tolddokumenter direkte. De vil samtidig kunne sørge for, at du får tilsendt den manglende fortoldning.
Du skal kontakte din DSV-kontaktperson. De kan hjælpe med at opdatere dine kontaktoplysninger, så du fremover modtager alle tolddokumenter på en anden mail.

Har du spørgsmål?

Vores eksperter sidder klar til at hjælpe!

Kontakt os