DSV og UNICEF indgår partnerskab for at sikre adgang til vitale forsyninger for børn over hele verden
Det strategiske partnerskab vil sikre hurtig mobilisering af nødhjælp og styrke nationale forsyningskæder.
DSV og UNICEF har i dag indgået et nyt partnerskab, der har til formål at sikre hurtig mobilisering af nødhjælp og styrke globale forsyningskæder. Som en del af partnerskabet skal DSV stille gratis flytransport til rådighed til hurtig levering af vitale forsyninger til katastroferamte områder og bidrage med fleksible midler til hjælp til børn verden over.
”I 2023 leverede UNICEF 2,79 milliarder vaccinedoser til 105 lande til støtte af nationale vaccinationsprogrammer og udbrudsberedskab. Men millioner af børn verden over fik ikke de livsvigtige vacciner som en konsekvens af betydelige problemer i forsyningskæderne – særligt i afsidesliggende områder. Sammen med DSV vil vi adressere disse sårbarheder for at sikre hurtig levering af vitale forsyninger. Partnerskabet vil både gøre det muligt for os at adressere akutte behov samt at arbejde mere langsigtet med at forbedre den måde, vi leverer vitale forsyninger til børn på,” siger Carla Haddad Mardini, Director of Private Fundraising and Partnerships i UNICEF.
I katastrofesituationer er det ofte børnene, der lider først og lider mest, fordi de er mere udsatte for sygdomme og fejlernæring. Udover at sørge for luftfragt af nødhjælp vil DSV’s tilsagn om fleksible midler gøre det muligt for UNICEF hurtigt at mobilisere de nødvendige ressourcer – i nogle tilfælde allerede inden for 24 timer efter, at en katastrofe er indtruffet – og dermed sikre nødhjælp til de børn, der har allermest brug for det, også i afsidesliggende områder.
”Vi oplever stadig flere kriser rundt om i verden, og derfor har vi valgt at samarbejde med UNICEF om at sikre effektiv humanitær logistik-support til kriseramte områder,” siger Jens H. Lund, Group CEO i DSV. ”En fast garanti om gratis flytransport er en fundamental del af dette strategiske partnerskab, som vil gøre det muligt at sikre livsvigtig nødhjælp til børn og deres familier uanset hvor i verden, der er brug for det. Når en katastrofe rammer, er DSV klar til at hjælpe UNICEF med levering af vital nødhjælp inden for 72 timer for at hjælpe børn med at overleve og komme sig efter en katastrofe.”
Styrkede forsyningskæder
Som en del af det nye partnerskab vil DSV stille sin ekspertise til rådighed og samarbejde med UNICEF om at styrke forsyningskæderne, særligt i Latinamerika, og dermed forbedre børns adgang til vitale forsyninger og tjenesteydelser. Et højt kompetenceniveau er et væsentligt element i en stærk forsyningskæde. Op mod 40 % af ressourcerne i den globale sundhedsindsats går årligt til spilde som følge af ineffektivitet, der ofte kan relateres til manglende kompetencer i forsyningskæden.
Partnerskabet anvender UNICEFs Supply Chain Maturity Model til at evaluere og styrke centrale operationelle og tekniske aspekter i styringen af forsyningskæderne, herunder budgettering, planlægning, transport, distribution og opbevaring, samt slutbruger-monitorering. Resultaterne vil blive anvendt af regeringerne i Latinamerika som led i deres arbejde med at udvikle evidensbaserede nationale planer for at styrke forsyningskæderne via målrettede investeringer i mere robuste forsyningskæder og bedre adgang til medicin og lægehjælp.
Global humanitær indsats
I 2023 estimerede UNICEF, at næsten en fjerdedel af verdens børn lever i eller er flygtet fra konfliktramte områder. Disse børns akutte behov forværres ofte af udfordringer i form af ødelagt infrastruktur og usikkerhed. Stærke partnerskaber er derfor afgørende for at løse sådanne komplekse logistiske problemstillinger.
Med sit omfattende globale netværk kan DSV bidrage med robuste og effektive forsyningskædeløsninger, der understøtter UNICEFs arbejde med at sikre hurtig levering af vitale forsyninger til afsidesliggende områder.
Det strategiske partnerskab bygger videre på DSV’s tidligere samarbejde med UNICEF i 2020, hvor DSV underskrev World Economic Forums Supply Chain & Transport Industry Charter om hjælp til distribution af vacciner for UNICEF og COVAX. DSV har også tidligere støttet op om UNICEFs humanitære arbejde, senest efter jordskælvet i Tyrkiet og Syrien i 2023.
Om UNICEF
UNICEF er til stede i nogle af verdens mest udfordrede områder for at hjælpe de mest udsatte børn verden over. Vi arbejder for at forbedre livet for børn og unge i over 190 lande og områder over hele verden.
Besøg UNICEFs hjemmeside for mere information om vores arbejde for børn og unge: unicef.org
UNICEF reklamerer ikke for selskaber, varemærker, produkter eller services.
For yderligere information, kontakt venligst:
Jonatan Rying Larsen
Senior Press Officer
DSV
Tlf.: 25417737
jonatan.larsen@dsv.com
Lukas Clark-Memler
Communication Specialist
UNICEF Geneva
Tlf.: +41766980380
lclarkmemler@unicef.org