Global Transport and Logistics
Vælg land

Vælg land

MyDSV

DSV indgår aftale om opkøb af Schenker

DSV har underskrevet en aftale om at købe Schenker af Deutsche Bahn, hvilket bliver selskabets største handel til dato. Opkøbet vil styrke DSV’s globale netværk, ekspertise og konkurrenceevne til gavn for medarbejdere, kunder og aktionærer. Værdien af transaktionen er 14,3 mia. euro.

DSV er stolt af at kunne meddele, at det har underskrevet en aftale om at købe Schenker fra Deutsche Bahn i en transaktion til en værdi af 14,3 mia. euro i enterprise value (ca. 107 mia. kroner).

Størrelsen af det samlede selskab vil forbedre DSV’s konkurrenceevne og give adgang til nye markeder i en meget dynamisk og konkurrencepræget industri. Sammen vil DSV og Schenker have en forventet proforma-omsætning på ca. 39,3 mia. euro (baseret på 2023-tal) og en samlet arbejdsstyrke på omkring 147.000 medarbejdere i mere end 90 lande.

Opkøbet af Schenker vil styrke DSV’s globale netværk og kompetencer. Ud over et større forretningsmæssigt omfang og bedre muligheder for at servicere kunderne styrker opkøbet DSV’s vækstplatform og udviklingen af en mere bæredygtig og digital transport- og logistikindustri.

Med opkøbet vil Tyskland være et nøglemarked for DSV med væsentlig indvirkning på den fremtidige organisation. Flere centrale funktioner vil forblive i Tyskland, inklusiv i Schenkers lokation i Essen. DSV forventer at fortsætte væksten i Tyskland og planlægger derfor investeringer for 1 mia. euro i landet de næste 3-5 år. Investeringerne skal understøtte langsigtet vækst og jobskabelse samt bidrage til at udvikle en moderne og attraktiv arbejdsplads. Det forventes, at den sammenlagte koncern vil have flere medarbejdere i Tyskland om fem år, end Schenker og DSV har i dag.

Jens H. Lund, Group CEO, DSV:
"Det er en skelsættende begivenhed i DSV’s historie, og vi er meget begejstrede for at kunne gå sammen med Schenker. Med transaktionen bringer vi to stærke virksomheder sammen og skaber en verdensledende transport- og logistikgigant til gavn for medarbejdere, kunder og aktionærer."

"Ved at tilføre Schenkers kompetencer og ekspertise til vores eksisterende netværk styrker vi vores konkurrenceevne på tværs af alle tre divisioner – Air & Sea, Road og Solutions. Ud over at styrke vores kommercielle platforme betyder opkøbet, at vi kan give vores kunder en endnu bedre service, innovative og skræddersyede løsninger og fleksibilitet til deres forsyningskæder."

Jochen Thewes, CEO, Schenker:
“DB Schenker er et af de stærkeste og mest innovative hold i transport og logistik med mere end 150 års erfaring. De seneste år har været de mest succesfulde i virksomhedens historie, og vi har bevist, at Schenker er godt rustet til fremtiden. Vi er spændte på fremtidens muligheder for den fælles virksomhed. Sammen med DSV er vores mål at transformere industrien og bygge en global markedsleder med fælles europæiske rødder til gavn for vores medarbejdere og kunder.”

Richard Lutz, Group CEO, Deutsche Bahn:
“Salget af DB Schenker til DSV markerer den største handel i DB’s historie og giver vores logistik-datterselskab klar udsigt til vækst. Det har været vigtigt for os at finde en stærk partner til Schenker og et langsigtet hjem til virksomhedens medarbejdere.”

En lovende fremtid sammen

De to virksomheder er et stærkt match med mange lighedspunkter i forretningsmodeller og servicekatalog, samme værdisæt og høje standarder, som skaber et bredt udvalg af produkter til kunder på tværs af forskellige industrivertikaler samt spændende karrieremuligheder for medarbejderne.

DSV stiler efter at sikre en smidig overgang, der prioriterer en høj og kontinuerlig service til alle Schenkers kunder og med hensyntagen til medarbejdere og andre interessenter. DSV anerkender vigtigheden at sammenlægge driften i de to selskaber gnidningsfrit og på en måde, der opretholder den høje standard, begge virksomheder er kendt for.

Planlægningen af integrationen er et fælles projekt for DSV og Schenker, og de specifikke planer vil blive udarbejdet i perioden mellem indgåelsen af købsaftalen og afslutningen af transaktionen.

Som en del af handlen forpligter DSV sig til en række tiltag overfor medarbejderne i Schenker i Tyskland, der gælder i to år efter af handlen. Kollektive aftaler og individuelle medarbejdervilkår for tyske medarbejdere ved handlens gennemførsel vil blive fastholdt i perioden. DSV vil anvende de tyske principper for medbestemmelse.

Næste skridt

Aftalen er betinget af godkendelse fra Deutsche Bahns bestyrelse og den tyske Forbundsministerium for Digital og Transport, som forventes at blive modtaget i løbet af de kommende uger. Derudover er opkøbet betinget af de sædvanlige regulatoriske godkendelser, som forventes at være på plads i Q2 2025. DSV forventer at finansiere transaktionen gennem en kombination af egenkapitalfinansiering for omkring 4-5 mia. euro samt gældsfinansiering.

Indtil transaktionen er formelt gennemført, fortsætter DSV og Schenker som to uafhængige og separate virksomheder med drift som hidtil.

For mere information:
Jonatan Rying Larsen
Senior Press Officer, DSV
+45 2541 7737
press@dsv.com

Har du nogen spørgsmål?

Kontakt vores presseafdeling

Maiken Riise Andersen, Senior Manager, Head of Corporate Communication