Nyt toldsystem DMS import
Toldstyrelsen er i gang med at implementere et nyt dansk toldsystem for importangivelser, DMS Import. Systemet er den sidste del af den samlede DMS-udrulning, som også omfatter eksport og forsendelse.
DMS Import kommer til at erstatte det nuværende importsystem, som lukker for nye angivelser den 28. februar 2026. Herefter skal alle importangivelser indsendes via DMS Import.
Som jeres toldklarerer betyder det, at DSV fremover skal arbejde i et system med højere krav til datakvalitet, præcision og sammenhæng mellem vare, procedure og bevilling. Ændringerne følger skærpede EU-krav og indebærer, at der skal indsendes flere og mere detaljerede oplysninger med hver enkelt toldangivelse.
Læs mere om Toldstyrelsens DMS
Hvad ændrer sig i praksis
DMS Import medfører en række ændringer i den måde, importangivelser opbygges og kontrolleres på, herunder:
- De tidligere angivelsestyper såsom Fuldstændig Ekspres og Midlertidig Oplæggelse (MIO) udgår og erstattes af nye standardangivelsestyper som H1–H6, samt G4 (midlertidig opbevaring) og I2 (frembydelse).
- Nye procedurekoder indføres, for eksempel 4010F05 for returvarer, som erstatter den tidligere 4010F01
- Der indføres flere datafelter og nye datatyper, og mange oplysninger opdeles i flere felter
- Systemet får øget validering, så manglende eller upræcise oplysninger i højere grad vil føre til afvisning
Det betyder, at toldbehandlingen bliver mere detaljeret og mindre tolerant over for ufuldstændige eller upræcise oplysninger.
Hvad har vi brug for fra jer
For at vi fortsat kan håndtere jeres import smidigt i det nye system, har vi brug for tydelige og korrekte input, herunder:
- Handelsfaktura med oplysninger om varen, varens pris og oprindelse
- Korrekte 10-cifrede tarifkoder
- Præcis angivelse af den ønskede toldprocedure
- Oplysninger om relevante tilladelser og bevillinger
Anvendes der særlige toldprocedurer så som toldoplag, aktiv forædling eller midlertidig indførsel, skal vi fremover anvende det fulde TBS-bevillingnummer i angivelserne i stedet for journalnummeret, som hidtil har været brugt.
I overgangsfasen til DMS Import må I forvente, at vi vil stille flere og mere detaljerede spørgsmål end tidligere. Det er nødvendigt for at kunne indsende korrekte angivelser og undgå afvisninger og forsinkelser.
Kontakt os derfor gerne allerede nu, med nødvendige oplysninger til jeres generelle toldarbejde, så vi kan opdatere jeres oplysninger i vores interne systemer.
Vi er klar til overgangen
Vi har i DSV forberedt os grundigt på DMS Import og ser frem til at tage systemet i brug. Samtidig er vi opmærksomme på, at overgangen kan betyde ekstra dialog i en periode, indtil de nye arbejdsgange er fuldt indarbejdet.
Hvis I har spørgsmål til jeres nuværende toldopsætning, brug af bevillinger eller ønsker en gennemgang af jeres varestrømme i lyset af DMS Import, er I meget velkomne til at kontakte os.